Se Billeder Fra Uddannelsesaften

Find din vej efter folkeskolen – Tør du fejle?

Mandag d. 30/1 var alle 9. klasser i kommunen inviteret til en inspirerende uddannelsesaften i Ungecenter, da Fredensborgs Kommunale Elevråd i samarbejde med Ungfredensborg og UU Øresund satte fokus på valg af fremtid, uddannelse og karriere med overskriften “Tør du fejle?”.

Formålet med aftenen var at vise unge, der står over for at skulle træffe store valg om fremtid og uddannelse, at det er en mulighed at fejle og vælge forkert, og alligevel komme videre.

“Vi oplever, at valgene lukker sig mere og mere, og at der bliver stadig flere konsekvenser af de forskellige valg” fortalte Emma Payami og Caroline Marie Askestad, fra Fredensborgs Kommunale Elevråd.

“Når vi skal vælge uddannelse, oplever vi det ikke nødvendigvis som en frihed at kunne vælge mellem så mange muligheder, men snarere en indskrænkning fordi ethvert valg nødvendigvis er et fravalg af noget andet. Med fx. den nye lovgivning om uddannelsesloft lægges der et ekstra pres på hvilket valg, man tager. Det gør mange angst i at vælge forkert.”

Netop derfor havde Elevrådet valgt at sætte fokus på at turde og fejle, ved at invitere forskellige oplægsholdere til at sætte nogle tanker igang og inspirere de unge: Programmet bød på indspark og konkrete øvelser fra coach og foredragsholder, Søs Rask Andresen, oplæg om uddannelsesskift fra en UU-vejleder, speed-dating med forskellige personer, der alle har erfaring med uddannelse- og karriereskift, og sidst men ikke mindst kom stand-up komikeren Anders Stjernholm forbi og fortalte om sine egne oplevelser og erfaringer med at skulle vælge sine veje i livet.

Se slideshow fra Søs Rask Andresens oplæg her: Ungfredensborg.ppt

Se slideshow fra Souschef i UU-Øresund, Maria Jorsal, her: Oplæg om rammerne for skift i ungdomsuddannelserne